For at et værk kan opnå beskyttelse, skal det opfylde det såkaldte originalitetskrav – også kaldet kravet om værkshøjde. Dette indebærer, at der skal foreligge en vis grad af originalitet, før der opnås en beskyttelse. Generelt siger man, at værket skal være udtryk for ophavsmandens ”personlige og skabende indsats”.
Dette betyder først og fremmest, at der skal være en ophavsmand. Dyr kan således ikke være ophavsmænd til værker. Tilsvarende kan et værk heller ikke beskyttes, hvis det alene er fremstillet af en computer. Børn kan derimod godt være ophavsmænd.
Dernæst betyder det, at der skal foreligge en skabelse af en art. En ubearbejdet sten, som man har fundet på stranden, kan således ikke beskyttes – uanset hvor pæn den måtte være. Ophavsmanden skal have ydet en kreativ indsats, og han skal have foretaget nogle kreative valg undervejs i tilblivningsprocessen.
Til at vurdere, om et værk opfylder originalitetskravet anvender man nogle gange den såkaldte ”dobbeltfrembringelseslære”. Denne foreskriver, at graden af originalitet afhænger af risikoen for dobbeltfrembringelser; Jo større sandsynlighed der er for, at to personer uafhængigt af hinanden kunne nå frem til det samme værk, jo mindre originalitet er der.