Ny rapport om håndhævelse af IPR i EU
af Martin Hoffgaard Rasmussen, Advokat (L), Partner
“Innovation and creativity are the engines of our economy. It is important to provide right-owners with the certainty that the fruits of their inventions will be protected. The competitiveness of European businesses depends on it.”
Således indledes EU Kommissionens rapport om toldmyndighedernes håndhævelse af IPR i EU. Rapporten blev udgivet d. 31. juli, og omhandler toldmyndighedernes indgriben over for varer, som mistænkes for at krænke immaterielle rettigheder.
86.000 sager blev registreret af de europæiske toldmyndigheder – og næsten 36 millioner varer, til en samlet estimeret værdi af 768 millioner euro, blev beslaglagt ved EU-grænserne. 92 % af de tilbageholdte varer blev destrueret, mens kun 3 % viste sig at være originale varer, hvorefter de blev frigivet.
Endnu en gang er Kina den største synder, idet hele 66 % af de krænkende varer stammede fra Kina. Andre lande toppede dog også listen, når det gjaldt specifikke produktkategorier – f.eks. Tyrkiet for parfumer og Egypten for fødevarer. På listen var også et par nye tilføjelser – bl.a. Ghana, som er blevet tilkendt en plads på listen på grund af en række store forsendelser af batterier.
Ligesom i de foregående år udgør størstedelen af de tilbageholdte varer (93 %), varer der mistænkes for at krænke en varemærkerettighed. Kun 3 % af de tilbageholdte varer blev mistænkt for at krænke design- og brugsmodelrettigheder, hovedsageligt inden for sko og legetøj, mens mistænkt krænkelse af patentrettigheder udgør 2,5 % af de tilbageholdte varer, koncentreret omkring medicinale produkter og lyd-og billedudstyr.
Ser man på antallet af tilbageholdte varer, består top 3 af tøj, andre varer (f.eks. elpærer, lim og batterier) og medicin. Disse produkter afsendes oftest i store partier, hvilket forklarer det høje antal af de enkelte varer.
Ser man derimod på antallet af sager, består top 3 af sportssko, tøj og tasker. Her er der tale om hverdags-produkter, som købes online af forbrugerne. Partierne er mindre, men efterspørgslen er enorm, og internetshopping gør det nemt for kopisterne at afsætte deres falske varer.
Rapporten viser desuden, at 97% af tilbageholdelserne sker på baggrund af en ansøgning om indgriben fra rettighedshavers side. Rettighedshavere har mulighed for at udfylde og indlevere en sådan ansøgning, hvorefter toldmyndighederne er forpligtet til at tilbageholde varer, som mistænkes for at krænke den pågældende rettighedshaver. Jo mere udførlig ansøgningen er, jo nemmere er det for toldmyndighederne at gribe ind.
Tallene viser, at rettighedshavere verden over er blevet mere opmærksomme på risikoen for krænkelser, og at de gør hvad de kan, for at beskytte dem selv og deres produkter. Siden 2007 er antallet af ansøgninger om indgriben mere end fordoblet – og det stigende antal tilbageholdelser på baggrund af disse ansøgninger viser vigtigheden af et godt samarbejde mellem rettighedshaverne og myndighederne.
Har artiklen givet andledning til spørgsmål eller har du generelt spørgsmål om immaterielle rettigheder så kontakt os.