Oister taber sag og må ikke bruge Oister-sang

De fleste kender teleselskabet Oister – hvis ikke for deres produkter, så i hvert fald for deres reklamer med de syngende reggae-østers, der taler om mobiltelefoni og messer ”Oister Oi” i kor. Musikken til reklamerne blev fremstillet i 2012, hvor Oister hyrede producerteamet Silverbullit til opgaven.

Silverbullit, som bl.a. består af to medlemmer af den danske reggaegruppe BliGlad, udarbejdede tekst og melodi, og leverede to sange til brug for Oisters reklamer. Der blev indgået en licensaftale mellem Silverbullit og Oister, således at Oister kunne anvende sangene i sine reklamer mod betaling.

I februar 2013 udløb licensaftalen, og der blev ikke indgået nogen ny aftale mellem parterne. På trods af dette anvendte Oister stadig de to sange i deres reklamer, og Silverbullit anlagde sag mod Oister.

Silverbullit anførte, at den fortsatte brug af musiknumrene udgjorde en ophavsretlig krænkelse, og at Silverbullit som ophavsmænd var berettigede til rimeligt vederlag efter ophavsretslovens § 83. Silverbullit mente, at vederlagets størrelse skulle tage udgangspunkt i en 1-årig licensafgift, idet der ikke var grundlag for at antage, at de ville have indgået en kortere licensperiode, såfremt Oister havde spurgt om dette. Beløbet skulle således udgøre 90.000 kroner.

Oister erkendte, at der var sket en ophavsretskrænkelse, men nægtede at acceptere beløbets størrelse. I stedet mente de, at der skulle tages udgangspunkt i den skete brug, som kun havde stået på i 9 uger, og at vederlaget i stedet skulle fastsættes til ca. 23.000 kroner.

Silverbullit anførte endvidere, at udtrykket ”Oister Oi” var blevet anvendt i en række nye reklamer for Oister, og at dette tillige udgjorde en ophavsretskrænkelse. Silverbullit mente, at de to ord – fordelt på tre enslydende toner – udgjorde et ophavsretligt beskyttet værk, og at de således også var berettigede til rimeligt vederlag for udnyttelsen heraf. Silverbullit opgjorde beløbets størrelse til 150.000 kroner ud fra den massive brug af udtrykket, som havde fundet sted.

Oister var stærkt uenige i, at der var tale om et ophavsretligt beskyttet værk. De gjorde gældende, at udtrykket blot består af virksomhedens navn, samt at det er det portugisiske ord for ”hej”, og at dette ikke kunne opfylde ophavsrettens krav om originalitet og selvstændig indsats.

Silverbullit havde i forbindelse med sagen desuden opdaget, at Oister havde skrevet på deres hjemmeside, at reklamesangene var lavet af BliGlad. Silverbullit anførte, at de udtrykkeligt havde frabedt sig dette, og at BliGlad ikke var interesserede i at have deres navn forbundet med reklamesangene. Silverbullit hævdede, at den illoyale brug af BliGlad på hjemmesiden var i strid med varemærkeloven og markedsføringsloven, idet Oister snyltede på BliGlad.

Hertil svarede Oister, at der ikke var tale om varemærkemæssig brug af navnet BliGlad, og at der ikke forelå nogen krænkelse. De anførte, at det ikke var dokumenteret, at BliGlad havde lidt skade som følge af omtalen, og at BliGlads forsanger, som har lagt stemme til Oister-reklamerne, har en så karakteristisk vokal, at forbrugerne ville kunne genkende ham som sangeren i reklamefilmen uanset hvad.

Sø-og Handelsretten gav Silverbullit medhold i to af de tre påstande, dog uden at efterkomme kravene om beløbstørrelserne til fulde.

Således fandt retten, at vederlaget for den uberettigede brug efter licensperioden alene skulle udgøre, hvad der svarede til den reelle brug i 9 uger, dvs. ca. 23.000 kroner.

Sø-og Handelsretten fandt endvidere, at udtrykket ”Oister Oi” nød ophavsretlig beskyttelse. Retten vurderede dette ud fra en samlet vurdering af valget af og kombinationen af ord, toneforløb og rytme. Retten tilkendte dog kun Silverbullit et vederlag på 20.000 kroner – fastsat ud fra, at licensafgiften for et års anvendelse af den samlede sang kun udgjorde 60.000 kroner.

Den af sagsøger påståede krænkelse af BliGlad og dennes navn, fandt retten dog ikke godtgjort. Retten udtalte, at omtalen var sket på en loyal måde, og gav desuden Oister ret i synspunktet om den letgenkendelige vokal og sammenkædningen med BliGlad. Omtalen var således hverken i strid med varemærkeloven eller markedsføringsloven.

Sagen blev en sejr til Silverbullit – om end i noget mindre omfang, end de havde håbet. Oister er således ikke længere berettiget til at bruge hverken reklamesangene eller udtrykket ”Oister Oi” i deres markedsføring.

Dommen er interessant, idet den er et eksempel på domstolenes vurdering af ophavsrettens originalitetskrav. To ord på tre toner er ikke meget – men det er nok til at være beskyttet. Og selvom Oister nok ikke er glade for at skulle betale ca. 43.000 kroner, er de nok mere kede af, at de ikke længere må bruge ”Oister Oi” i deres reklamer, når så mange i målgruppen kender udtrykket.

Har du spørgsmål til artiklen eller generelt om ophavsret og krænkelse heraf så kontakt os.